torsdag den 9. august 2012

Lækker rabarbersuppe.....


En dessert som med garanti ville hoppe ind på hitlisten hos diverse dameblades mad-sektioner og det er der god grund til fordi den smager fantastisk. Her får I opskriften, så få gang i gryderne og nyd denne himmelske dessert.  


Du skal bruge:
300g Rabarber
150g Jordbær
150g Sukker
30g Ingefær
1 Stk Vanilje stang
1/2 Citron
Vand
2 Spsk Sirup
3 Spsk Øko fløde
Mynte til pynt

Eftersom at rabarber kun er at få fat i fra April til Oktober er det her en suppe som jeg virkelig kan anbefale at du fryser ned. Lav en ordentlig skudefuld og gem det til en kærkommen lejlighed. Du starter med at rense og klargøre dine rabarber. Dvs. vaske dem og skære dem i mindre stykker. Sørg for at de er tørre inden du går videre. Flæk den dyrtindkøbte vaniljestang og skrab "marven" (kornene) ud. Så skal gryden i brug. Op på blusset med den. Heri smider du rabarberne, sukker og vanilje "marv" samt de 2 halve tomme vaniljestænger. Nu ville mange nok smide vand på til dækker, men jeg synes det giver en dejlig karamelliseret smag hvis man lige lader sukkeret smelte til lys karamel sammen med rabarber og vanilje. Når du så har en lækker gylden karamel smider du vand på til det dækker og skærer ingefæren i stave, som er lette at fiske op inden du blender suppen. Plump ingefæren i, smid låg på gryden og så klarer resten sig selv på middelvarme. Det er vigtigt at du smider et låg på gryden for ellers vil en masse af væsken fordampe. Hold dog et lille vågent øje med den undervejs. Hvis den virker lidt tør/klæbrig så giv den et skud vand eller to og på med låget igen. 

Når suppen har kogt i 20-25 minutter burde rabarberne være kogt helt ud dvs. at der ikke ligger hele stykker rabarber i din suppe. Hvis der gør det så kog suppen indtil det hele er udkogt. Tag dine tomme vanilje stænger og ingefær stave op af suppen. Nu skal suppen  have på fuld gas i blenderen. Ca 1-2 minutter eller til du synes at konsistensen er som du vil have den. Nu skal den på køl og "finde sig selv". Når suppen er kold serverer du den med hakket mynte og øko-fløde, og så er du ellers klar til at spise den dejligste sommer dessert. 






     - Velbekommen



Ingen kommentarer:

Send en kommentar